Hvad er problemspil?

Bliv klogere på, hvilke tegn du skal være opmærksom på i forhold til dit spil.

Typiske tegn på usunde spillevaner

Decideret afhængighed af pengespil vil sjældent ske fra den ene dag til den anden, men vil typisk udvikle sig over en lang periode. Det er heldigvis kun for de færreste, at problemerne når at vokse sig store. Men man kan opleve varierende grader af spilleproblemer, som kan skabe udfordringer i ens hverdag.


Derfor er det vigtigt at vide noget om de tidlige tegn på problemspil, så man kan nå selv at gribe ind. Enten ved at ændre sine spillevaner til noget sundere eller helt at standse med at spille i en længere periode. I videoen herunder tager klinikleder hos Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitet, Thomas Marcussen, dig igennem nogle af de typiske tegn på usunde spillevaner.

Problemspillets sværhedsgrader

Problemspil kan inddeles i følgende sværhedsgrader:

 

  • Ingen risiko - spillet er under kontrol
  • Lav grad - spillet har muligvis mindre negative konsekvenser
  • Moderat grad - spillet har mærkbare negative konsekvenser
  • Alvorlig grad - spillet har svære negative konsekvenser

 

Om ludomani: 
Ludomani er en afhængighedslidelse, og diagnosen skal stilles af en fagperson.

Tåler dit spil dagens lys?

Hvis man skjuler pengespil for andre, kan det være tegn på problemer.Tænk derfor over følgende:

 

  • Holder du hele eller noget af dit spil hemmeligt?
  • Underdriver du, når du taler om dit tids- og pengeforbrug på spil?
  • Kommer du til at lyve for at holde dit spil skjult?

 

Åbenhed hører med til at spille med omtanke. Pengespil er underholdning og bør holdes på et niveau, hvor det ikke leder til bekymringer hos familie, venner og kolleger.

Tidlige tegn på problemspil

Hvis du er opmærksom på tidlige tegn på problemspil, kan du nemmere fastholde sunde spillevaner. Bliv bekendt med de vigtigste tegn herunder, og overvej, om du kan genkende noget fra din egen måde at spille på.

Penge spiller en central rolle i udviklingen af problemspil. Vær især opmærksom på to ting: Øger du nogle gange indsatserne for at opnå den samme spænding? Sætter du hurtigt flere penge ind på spilkontoen, lige efter du har tabt? Husk, at holde fast i dit spilbudget. Så er du sikker på at bevare kontrollen.

Når pengespil medfører dårlig samvittighed, kan det være et tidligt tegn på, at man er ved at miste kontrollen. Hvis du oplever dårlig samvittighed, så overvej, hvad ved din måde at spille på, der fører til dette.

Her er nogle eksempler: Man spiller om natten og forstyrrer nattesøvnen. Man spiller i skolen eller på arbejde. Man dropper vigtige aktiviteter for at spille. Overvej derfor, om der er en sund balance mellem spillet og dine andre aktiviteter.

Især blandt unge drenge kan pengespil blive omdrejningspunktet for det sociale fællesskab. Spillet kan være et sjovt, socialt krydderi f.eks. i forbindelse med en fodboldkamp eller en spilleklub på arbejdet. Men vær opmærksom på, at et sundt, socialt fællesskab handler om andet end pengespil.

Når ens nærmeste synes, at man bruger for meget tid eller for mange penge på spil, er det ofte et advarselstegn, og man bør kigge indad. For sunde relationer til pårørende bør altid komme før pengespil.

Sådan oplevede Marcus, at spillet tog overhånd

Den økonomisk spillefælde

Tab fører til mere spil, og gevinster fører også til mere spil. Dynamikken kan hurtigt medføre, at man mister kontrollen. Vær opmærksom på spillefælden. Den undgås ved, at man holder fast i budgettet. Man bruger også sommetider 'Den onde spillecirkel' som et billede på, at personer med usunde spillevaner ofte bruger pengespil til løsning af personlige problemer. Et par eksempler på, hvad det kan være:

 

  • Spillet bruges til at finde ro, når man har stress.
  • Spillet bruges til at glemme, når man har konflikter med andre.
  • Spillet bruges til at opnå selvtillid og accept, når man er usikker og udenfor.

Hvornår skal jeg undgå pengespil?

For at fastholde sunde spillevaner kan der være situationer, hvor man bør undgå pengespil – nemlig de situationer, hvor der er forhøjet risiko for, at man mister kontrollen eller udvikler et uheldigt mønster. Herunder kan du se nogle eksempler. Overvej, om der er situationer, hvor du bør lade være med at spille.

Pengespil kan være god underholdning, når man keder sig. Men hvis spillet har taget overhånd, er en del af løsningen at finde andre veje til at bryde kedsomheden, så der er en sund balance. Overvej derfor, om du kan sætte gang i andre aktiviteter, der interesserer dig. Hvilke aktiviteter har du tidligere sat pris på? Hvem kan du godt lide at være sammen med? Hvad kan du godt tænke dig at prøve? Får du meget lyst til at spille, når du keder dig, så lav en liste med 4-5 simple aktiviteter, der kan få dig på andre tanker. F.eks. gå en tur, ring til en ven, lav god mad, læs en bog, ryd op.

Rusmidler og alkohol påvirker vores evne til at have kontrol og gør os mere impulsive. Derfor bør man helt undgå pengespil, når man er påvirket. Forskningen viser dog, at personer med spilleproblemer hyppigere kan have problemer med rusmidler end resten af befolkningen. Hvis det er tilfældet, er det bedste råd helt at undgå pengespil. Det kan man gøre ved at udelukke sig selv i en periode hos ROFUS (Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).

Hvis man er i en periode af livet, hvor økonomien er presset, bør man holde sig helt fra pengespil. Sårbare personer kan have den opfattelse, at pengespil er vejen til nemme penge og kan hjælpe på en dårlig økonomisk situation. Det er derfor vigtigt at huske, at pengespil er et underholdningsprodukt, hvor spilleselskabet altid har fordelen. Spillet er derfor altid forbundet med udgifter på lang sigt og gør kun en dårlig økonomi værre.

Nogle kan opleve, at den spænding, der er forbundet med pengespil, kan bruges som afledning fra svære følelser (f.eks. tristhed, angst og ensomhed). Men pengespil er en dårlig løsningsstrategi, når man er følelsesmæssigt belastet. Man får nemlig ikke løst problemerne, når man spiller. Derfor kan spillet være med til at vedligeholde dem på sigt. Er du inde i en følelsesmæssigt sårbar periode, er det bedste råd at tage en pause fra pengespil hos ROFUS (Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).

Ambivalens og problemspil

Ambivalens betyder, at en person på samme tid har et ønske om at få kontrol over spillet og en stærk lyst til at fortsætte uden at ændre noget. Der er derfor en konflikt mellem ønsket om at spille mindre og glæden ved spil, der kan medføre, at man ikke får gjort noget ved sine problemer.

 

Her er tre gode råd til at overkomme ambivalens:

 

  • Tænk over, om du er ambivalent.
  • Lav en liste over fordele og ulemper ved din nuværende måde at spille på.
  • Tal om det med en, du stoler på, hvis ambivalensen lammer dig.

Hurtige genveje

Test dine spilvaner

 

Prøv selvtesten og få en indikation af, om du har sunde spillevaner. Klinikleder, Thomas Marcussen, fra Forskningsklinikken for Ludomani guider dig igennem.

 

Kender du en med spilleproblemer?

 

Kender du en, hvor spillet har taget overhånd? Find oplysninger om, hvor du kan få hjælp her. 

 

Myter og tankefælder

 

Få punkteret nogle af de forestillinger, der kan være om pengespil.