Kender du en, som har spilleproblemer?
Er du usikker på, om en person tæt på dig spiller for meget?
Er du pårørende til en person med spilafhængighed, kan det være en svær situation at stå i. Det kan være svært at stole på vedkommende, og du kan føle dig magtesløs, hvis personen ikke selv kan se, at spillet udgør et problem.
Som pårørende kan du hurtigt få en afgørende rolle, hvis nogen skal hjælpes videre, f.eks. ved at gennemføre en behandling og fastholde et spillestop. Derfor er det særligt vigtigt, at du til enhver tid er opmærksom på dig selv og dine behov. Et par gode råd er:
Pas på dig selv: Tal med andre om, hvordan du har det. Pas dit arbejde eller studie og prioriter aktiviteter, du selv er glad for. Og husk også at acceptere, når du ikke har overskud, og sig det højt.
Lån ikke penge: Undgå at låne penge til den ven eller det familiemedlem, som du er bekymret for. Støt eventuelt med fysiske ting i stedet, som f.eks. mad, tøj eller aktiviteter, I kan gøre sammen.
Sæt dig ind i spilafhængighed: På den måde kan du bedre forstå symptomer og behandlingsmuligheder. Der findes mange ressourcer online både i form af artikler, videoer, podcasts og andet.
ROFUS-registrering: Hjælp vedkommende, du er bekymret for, med at registrere sig i ROFUS (Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere).
Udlån aldrig din spilkonto: Lad aldrig nogen spille via din spilkonto. En spilkonto er ifølge Danske Spils regler og vilkår altid personlig. Du risikerer desuden at blive medafhængig.
Vær tålmodig: Det kan tage tid, inden din ven eller dit familiemedlem får det bedre. Vær tålmodig, lyttende og støttende, når du har overskuddet.
Hvad er problemspil?
Bliv klogere på, hvornår pengespil går fra at være uskyldig underholdning til at være et problem.
Behandling findes også til pårørende
Ludomanibehandling i Danmark er gratis, og som pårørende kan du også få hjælp og rådgivning. Mange behandlingssteder tilbyder både selvstændige forløb til pårørende eller f.eks. familieforløb, hvor du deltager sammen med den person, du er bekymret for.
Du kan læse mere om mulighederne for behandling og finde en liste over statsstøttede behandlingsklinikker over hele landet her.
Få mere information
Hvad skal du egentlig kigge efter, hvis du er bekymret for en ven, et familiemedlem eller en kæreste? Der findes en række risikotegn, du kan være opmærksom på, hvis du er usikker på, om en, der står dig nær, måske har et spilleproblem.
Eksempler på risikotegn
Vedkommende var tidligere ret åben om at fortælle, hvad de spiller på, og pludselig nævner de det slet ikke mere.
Vedkommende taler altid om sine gevinster, men aldrig om, når de taber.
Vedkommende beder om at låne penge.
Vedkommende er blevet mere fraværende eller mere irritabel, end de plejer.
Du kan læse mere om det at være pårørende hos Center for Ludomani, Spillemyndigheden og på platformen Spil for Livet.
Husk, du er ikke alene
Det kan være rart at vide, hvad andre forældre, kærester eller venner har gjort, hvis en person tæt på dem har haft spilleproblemer. Der findes både podcasts og videoer, hvor andre deler deres oplevelser, og hjemmesider med mere viden og gode råd særligt til pårørende.
Ludomaniklinikken Mindwork dykker ned i det at være pårørende til en spilafhængig i deres podcast. Lyt til afsnittet her.
Platformen Spil for Livet er gået tæt på det at være forælder til en med spilleproblemer. Læs mere her.